Tatar-inspirerede hakkebøffer med rødbedesalat og ristede svampe

Det kan være svært og især dyrt at finde godt økologisk kød. Et godt alternativ til lørdagsbøffen kan derfor være den hakkede version. Hakket oksekød fås overalt og til rimelig pris. Og en god hakkebøf er faktisk stærkt undervurderet efter min mening. Jeg er ikke så meget til den traditionelle version med bløde løg. Min favorit er tatar-inspireret og indeholder masser af kapers og peberrod. Hvor rød den skal være bestemmer du selv – jeg kan godt lide den meget rød.

Så her får du mit bud på en killer-hakkebøf med rødbedesalat, ristede svampe og guacamole:

Hakkebøf, rødebedesalata svampe guacamole

Bøffer

Ca 150 gram kød per person

1 æg

2 tsk fintrevet peberrod

2 tsk kapers

salt & peber

Bland alle ingredienser i farsen. Form bøfferne og steg dem efter behag.

Rødbedesalat 

3 store rødbeder

1 dl olivenolie

2 spsk balsamico

1 spsk sennep

1/2 tsk honning

Salt og peber

Riv rødbederne (evt julienne). Lav dressing af olivenolie, balsamico, sennep, honning, salt og peber og fordel den over de revne rødbeder.

 Ristede svampe

1 bakke svampe

Kokosolie til stegning

Salt og peber

Rist svampe på panden og krydr med salt & peber.

Guacamole

3 store avokadoer

Saft af 2 lime

6 små cocktailtomater

1 lille løg

1 lille håndfuld frisk koriander

Chili efter smag

1/2 tsk cayenne

1 tsk spidskommen

Salt

Blend det hele undtagen tomater. Skær tomaterne i meget små stykker og vend dem i.

Server med et godt glas rødvin – og hav en dejlig weekend 🙂

I næste uge får du blandt andet thaisuppe med kylling og masser af grønt, glutenfri porretærte og vietnamesisk salat med andebryst. Og så lykkedes det mig at forvandle den amerikanske klassiker pecanpie til en palæo-version, der er så uhm-uhm-god, at jeg næsten ikke kunne styre min selvtilfredshed. Den får du også. Altså opskriften på pecanpie 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Eat og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar